| ![]() ![]() ![]() ![]() IRONISER, verbe intrans. Étymol. et Hist. 1644-45 trans. (Boisrobert, Épitre XXVI, éd. M. Cauchie, t. 1, p. 186, 2); 1690 emploi abs. (Palaprat, Le ballet extravagant, scène 13 [éd.
Œuvres, La Haye, 1698]). Dér. de ironie*; suff. -iser*. |